Andet

Hvorfor Børster man Grebene i Klatring?

Mange nye klatrere spørger hvorfor man børster grebene. Hvorfor har man sin egen børste og hvorfor er der børster på pinde rundt omkring i hallerne?

Klatring er gift med friktion.

Hvis vi ikke har god friktion mellem fingre og greb, så falder vi af. Derfor er det en god idé at skrubbe kalk og sved af håndgrebene og gummi af fodgrebene. Man kan ikke børste for ofte. Mange klatrere børster hver gang inden de går på. Prøv det selv og mærk forskellen!
Vi anbefaler selvfølgelig verdens bedste børste fra vores venner hos Nature Climbing.
Se mere i videoen :)

Hvordan snakker en klatrer? - Lær klatresproget her :)

Her er lidt af de ord og vendinger der florerer i klatring. Nu skal du ikke længere gætte på hvad de seje klatrere mener, når de snakker deres særlige sprog :)

  • Arete: Kant/hjørne på en klatrevæg, der går udad.
  • Bathook: Tåhook med begge fødder, ligesom en flagermus.
  • Beta: Tips og tricks til at læse og løse et bestemt problem eller en bevægelse.
  • Børste: Vi bruger børster til at skrubbe friktionen tilbage i greb, der er svære at holde ved.
  • Campus: En campusbevægelse er et flyt af hænderne uden fødder på væggen. Altså hængende frit.
  • Campusboard: Et træningsredskab til fingrene og campusbevægelse.
  • Cykel/cykelmove/bicyclemove: Bruges oftest på overhæng, for at holde fødderne på væggen. Man trykker på et greb med den ene fod og hiver i det samme greb med den anden fod (tåhook). Kan også bruges på forskellige greb, hvis de sidder hensigtsmæssigt.
  • Chip: Et lille klatregreb, oftest sat på med træskruer.
  • Crash pad: En sammenklappelig madras. En crash pad bæres som en rygsæk og foldes ud, under et problem, så man lander blødt. Bruges oftest ved klatring udendørs.
  • Crimp: Et lille greb med en kant/liste til fingerspidserne.
  • Crux: Udtales Kruks. Den/de svære bevægelser på et problem, der markant skiller sig ud på et givet problem.
  • Dieder: Kant/hjørne på klatrevæg, der vender indad.
  • Dropknee: En måde at bruge benene til at kile sig fast mellem greb. Man står på begge ben og roterer kroppen til siden og knæet nedad. Bruges ofte på overhæng.
  • Dyno: Et hop på væggen, eller en meget dynamisk bevægelse.
  • Face/facevæg: Engelsk udtale. En klatrevæg, der er fuldstændig lodret (0 grader).
  • Flash: Når man klatrer et problem i første forsøg.
  • Flag: Engelsk udtale. En måde at stabilisere sig på klatrevæggen. Man står på et greb med det ene ben, mens det andet støtter på væggen eller ud i luften, uden at bruge et klatregreb.
  • Fører/Guidebog: En bog med kort og indtegning af problemer, til et givet klatreområde.
  • Gaston: Fransk udtale. Et greb man skal lægge/læne sig ud i, sidelæns.
  • Griptape: Sandpapir med klister på bagsiden. Benyttes til at give væggen eller en volume friktion, i stedet for at bruge et greb.
  • Hangboard: Et træningsredskab til træning af fingerstyrke med mange forskellige klatregreb, som man kan hænge i.
  • Heelhook: En teknik hvor man bruger hælen til at trække eller aflaste med på et klatregreb. Hvorfor der er gummi på hælen af klatresko.
  • Jug: Et greb man kan tage godt fat i, ligesom et håndtag.
  • Kalk: Det hvide pulver vi bruger til hænderne (magnesiumcarbonat).
  • Kalkpose: En lille taske til kalk, børster osv. Kan fås i alle størrelser og farver.
  • Klatregreb: Vi kalder greb for greb? Ikke sten, ikke knopper, ikke klatrehåndtag. Klatregreb er lavet af plastik.
  • Klatresko: Særlige sko med tæt pasform og sticky gummi.
  • Kneebar: At kile sig fast mellem greb, ved at trykke med foden på ét greb og sætte knæet i spænd på et andet greb.
  • Makro: Et meget stort klatregreb.
  • Mantle: Engelsk udtale. Et særligt bevægelsesmønster, hvor du klatrer op over væggen eller en sten og ender med at stå op.
  • Match: Når man matcher, sætter man begge fødder eller hænder på samme greb. De fleste problemer i Aarhus Boulders slutter med at man matcher på slutgrebet/zonen.
  • Onsight: Når man klatrer et problem i første forsøg, uden at have set andre klatre på det og uden beta. Det er mere en rebklatreting :)
  • Overhæng: En klatrevæg, der hælder udad, så man klatrer på undersiden.
  • Pinch: Et greb der skal pinches/klemmes.
  • Problem: En ”rute” til bouldering.
  • Prow: En type overhængende klatrevæg, formet lidt ligesom en skibsbov.
  • Pocket: Et greb med hul til 1, 2 eller 3 fingre.
  • Rute: Noget man klatrer med reb og sele. Ruter eksisterer ikke i bouldering, puha. Vores ruter kaldes problemer.
  • Sandbagged: Når et problem er sandbagged, er det nedgraderet så meget at det er sværere end sværhedsgraden (farven) antyder.
  • Slab: Engelsk udtale. En væg med positiv hældning. Altså hældning indad.
  • Siddestart: En måde at starte et problem på. Siddende på sin flade numse.
  • Sidepull: Et greb, der skal holdes fra siden.
  • Sloper: Et greb med hældning/stor runding. Der er ikke noget at tage fat i. Friktionsafhængigt.
  • Spotte: En måde at sikre i bouldering. Her hjælper ens venner på jorden med at sørge for at man ikke falder uhensigtsmæssigt, fx på hovedet eller skævt.
  • Ståstart: En måde at starte et problem på. Stående eller squattende.
  • Tag: Et tag er en klatrevæg der er horisontal hvor man klatrer på unersiden.
  • Tåhook: En måde at trække eller aflaste med tæerne. Hvorfor der er gummi over tæerne på klatresko.
  • Undercling: Et greb der vender nedad, så den skal holdes nedefra.
  • Volume: Et stort klatregreb/en stor kasse, lavet i træ. Giver væggen struktur. Kaldes også elementer.