Hvorfor svinger graderingerne i Boulders så meget? Blå ligeså svær som rød og omvendt?

Nogle gange svinger graderne i Boulders så meget at en blå kan være ligeså svær som en rød og omvendt. Hvordan kan det være?

Sværhedsgraderne har et stort overlap hvilket er en bevidst taktik. Det gør at klatrerne får nemmere ved at stræbe. Hvis man fx. klatrer de fleste lilla, men altid mangler lidt, så vil nogle klatrere have tendens til ikke at prøve de røde. Men hvis man prøver alle de røde og det lykkes i 1 ud af 10 tilfælde, så har man taget hul på en ny sværhedsgrad. Dette hjælper til at holde motivationen højt og det hjælper til at komme ud af komfortzonen og gå på noget man har svært ved.

Det første du skal vide om sværhedsgrader, båden inden- og udendørs er, at de ikke er absolutte. Sværhedsgrader repræsenterer oftest få menneskers tanker om det pågældende problem. Udenfor er det typisk personen, der klatrede problemet første gang og et par venner, der fastsætter en sværhedsgrad. Hvis de allesammen er gode til crimps, så er det sandsynligt at at et supercrimpet problem bliver undergraderet. Er crimps derimod deres svaghed, så bliver det omvendt overgraderet. Når først en sværhedsgrad er fastsat, bliver den meget sjældent ændret og problemet vil i al evighed enten overraske eller frustrere de mange passionerede klatrere.

I Boulders er sværhedsgraderne endnu mere flydende, da de ikke bliver sat op imod udendørsgraderinger. Det er generelt svært at ramme en specifik sværhedsgrad. Rutebyggerne kan have stærke eller slappe dage. Friktionen kan variere fra dag til dag og slid på grebene bliver større og større henover sættets levetid. Desuden er det umuligt at skrue ens til en meget forskelligartet klatreskare. Der er en meter til forskel i rækkevidde på vores store og vores mindre medlemmer. Og desuden er det umuligt at ramme indenfor alles tanker om klatring og forskellige egenskaber.

Når det så er sagt, skal beta og sværhedsgrad altid være ens for alle? I Boulders er svaret nej. Vi forsøger sådan set ikke at ramme rigtigt hver gang vi sætter problemer på væggene. Vi kigger på hvordan sværhedsgraderne i hele hallen er, hvordan de bliver klatret og af hvem. Derfra justerer vi løbende til. Der er ikke noget end goal, det er en process.

Sværhedsgrad kommer også i anden række efter sjov og ballade. Vi vil langt hellere ramme korrekt på fun-factor eller læring end på sværhedsgrad.

Hvad er sværhedsgraderne i Boulders så, hvis de ikke er absolutte? De er et gennemsnit af de problemer, der hænger i hallen på et givet tidspunkt. Mere er der ikke i det.

Et problem skal ikke ses i relation til sin sværhedsgrad, men som en invitation til sjov og ballade. Og så bliver man jo stærk undervejs!

God klatring!

4.jpg